Currently viewing the category: "Mad og drikke"

Kählers hjemmelavede müsli. Opskrift og madstyling: Gitte Jakobsen.

 

Opskrift og madstyling: Gitte Jakobsen

 

Dejlig honning med kanel i den sødeste indpakning – på glasset står der “honning – indsamlet med kærlighed og omhu”. Det er da ikke til at stå for! Perfekt som en lille julehilsen i den kommende tid.
HELT honning kan købes hos Hans & Grete i Aarhus. Følg HELT på Facebook.

 

Endnu en fantastisk dag “på kontoret”, hvor den har stået på fotografering til et nyt efterårsmenukort. De smukke stykker smørrebrød er fra Kähler Spisesalon i Aarhus og det er Kählers dygtige og kreative køkkenchef Gitte, der har stået for både opskrifter og styling.

“Grillerier” - Opskrift og madstyling: Gitte Jakobsen

“Kähler Kærlighed” - Opskrift og madstyling: Gitte Jakobsen

“Laksedrøm” - Opskrift og madstyling: Gitte Jakobsen

 

 

Uh hvor jeg bare trænger til forår og til at frosten går af jorden, så der igen kan blive gravet i den. Forleden fandt jeg denne lille økologiske ‘gris på friland’ i samlesæt – en hyggelig lille kur mod den lange ventetid på rigtigt forår. Ved siden af persille og purløg står nu en lille struttende karsemark og pryder en vindueskarm i mit køkken.

 

Jeg kan slet ikke stå for saften fra Belvoir Fruit Farms (fint website i øvrigt). De smager godt både kold og varm, men for at være helt ærlig, så adskiller de sig nok ikke væsentligt fra så mange andre saft produkter.
Emballagen er derimod noget helt særligt. Etiketten er af lækkert papir, farverne er fine og der er masser af så små tekstdetaljer. Jeg har dem stående fremme i køkkenet og smiler hver gang jeg kigger på dem.
Flaskerne her er købt hos Sigfreds Kaffe i Århus til 58,- pr. flaske.

 

Er det lakrids eller er det chokolade? Uanset hvad det er må jeg altså varmt anbefale disse små skiderikker; sød, blød og lækker lakrids indhyllet i et fast lag chokolade og rullet i herligt lakridsstøv – Lakrids A af Johan Bülow.

Jeg synes egentlig ikke emballagen er særlig indbydende. Etiketten ligner noget, der lige så godt kunne indeholde et hårprodukt. Selve dåsen er kedelig og standardagtig og med sin pris på 56,- kr (det var prisen i Ren Kost i Jægergårdsgade i Århus) forføres jeg på ingen måde. Men men men, tag ikke fejl; de smager som en drøm og er perfekt til en gang selvforkælelse. De kan bl.a. købes i Magasins webshop.

 

Det er så dejligt med hjemmebagt brød og selv over en helt enkel opskrift, kan brødet varieres næsten i det uendelig. Som så ofte er det her min mor, der tryller i køkkenet og pynter med sort og hvid birkes og ‘jomfru i det grønne’.

 

Jeg har prøvet at designe min egen müsli. Det kan gøres ret nemt på dinmusli.dk – et koncept, der til forveksling minder om mymuesli.com, som har eksisteret nogle år.

Jeg sammensatte en müsli bestående af: Fiber grov (basis), æble, blåbær og ristede og grofthakkede mandler. Den ligner den müsli jeg plejer at spise og smager også nogenlunde af det samme.

Pakken indeholder 640 gr. og koster 42,- kr. Hertil kommer 39,- kr. til fragten, hvilket betyder, at min müsli samlet står mig i 81,- kr. Retfærdigvis skal det nævnes, at fragten bliver billigere jo flere pakker man bestiller.

Jeg bestilte müslien den 16. juli og modtog pakken den 26. juli. Da jeg som regel først erkender mit behov for müsli, når jeg stort set ikke har mere tilbage, synes jeg 10 dage er lang ventetid.

Müslien leveres med GLS og er til afhentning på udvalgte steder. Jeg kan egentlig ret godt li’ tanken om, at transporten planlægges som ‘stordrift’ nu da jeg prioriterer at skåne miljøet, men det støjer altså i min købsoplevelse, at jeg skal ned til Blockbuster og hente min øko müsli. Det virker bare helt forkert.

Kort opsummeret; jeg er ikke overbevist om konceptet – foreløbig er jeg i hvert fald godt tilfreds med müsliudvalget i mit supermarked. Men prøv det selv af på dinmusli.dk

 

De her knækbrød er bare smadder lækre. Og så er de tilmed nemme at lave – for mig er de særlig nemme, fordi det er min mor der bager dem. De er rigtig gode med en lille klat rygeost, til kaffe med lidt marmelade eller bare som de er.

Min mor følger denne opskrift:

  • 1 dl havregryn, 1 dl sesamfrø, 1 dl hørfrø, 1 dl solsikkekerne og 1 dl græskarkærner
  • 3 1/2 dl mel
  • 2 dl vand
  • 1 1/4 dl olie
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk fint salt

Rør alle ingredienserne sammen og del dejen i tre portioner. Hver portion rulles tydt ud mellem to stykker bagepapir. Fjern det øverste stykke papir og skær dejen med en kniv, der hvor dejen skal deles efter bagning. Bag midt i ovnen i 15-20 minutter ved 200 grader til brødet er gyldent. Lad knækbrødene afkøle på en bagerist og opbevar dem i en lufttæt beholder.

 

Der er mange indlysende dejlige ting ved at have sommerferie, men noget af det jeg holder særligt af er, at lave mange af de projekter jeg ikke tager mig tid til til daglig. Det kunne eksempelvis være at lave hjemmelavet pesto.
Dyrker du også dine egne krydderurter, har du garanteret mere end du lige får brugt her i løbet af sommeren. Hjemmelavet pesto er en rigtig god måde at forlænge fornøjelsen af selvforsyning.

Jeg følger denne opskrift:

  • 1/2 liter blandet krydderurter (f.eks. citronmelisse, persille, mynte, basilikum, salvie – bare hvad køkkenhaven formår)
  • Ca. 50 gr. pinjekerner
  • 3 spsk friskrevet parmesan
  • 1-1 1/2 dl olivenolie (dosér så du synes konsistensen er god)
  • En smule citronsaft og lidt skal (kun hvis citronen er økologisk)
  • Smag til med salt og peber.

Pestoen kan sagtens holde sig i flere uger i køleskab og fryses den i små portioner, har man også hjemmelavet pesto til vinter.

 

Hvis du også godt kan li’ frugt (og især blåbær) på din yoghurt, men ikke altid har tid til at ordne frugt om morgenen, kan jeg varmt anbefale dette makkerpar fra Skærtoft Mølle. Øko müslien ‘Blå als’ og luksus drysset ‘Blå smag’ gør lige lidt ekstra ved morgenmaden. De kan købes i Kvickly og SuperBrugsen.

 

Irma er bare rendyrket lækkerhed. De kan noget helt særligt i forhold til kommunikation og visuelt formidling. Selv en dåse flåede tomater tager sig lækkert ud hos Irma.

Har du også somme tider brug for, at læse dig sulten i mellem indkøbene i Netto, så skulle du tage at se Irma Krydderiet eller bare tilmelde dig den elektroniske tilbudsmail.

Kilde: Irma.dk

 

Når jeg stikker næsen i en dåse dukkah, frembringer det straks gode minder fra eksotiske markeder under varmere himmelstrøj. Dukkah er et herligt all-round krydderi, som egner sig smadder godt til både brød, dressing, kød (især lam) og grøntsager.

Dukkah findes i forskellige varianter og det er egentlig ret nemt at lave selv. Her er eksempelvis Anne Hjernøes version (kendt fra ‘Annemad’ på DR2) eller Kille Ennas version. Men hvorfor ik’ en gang i mellem forkæle sig selv med en lille fint dekoreret dåse, som eksempelvis denne fra Camilla Plum?!

 

Jeg er simpelthen nødt til at give lidt spalteplads til Skærtoft Mølle, fordi her er tale om et kvalitetsprodukt, der er bragt til butikshylderne med en sjælden set kompromisløshed.

Det er nu hverken melet eller kornet der her skal fremhæves, men emballagen. Jeg er vildt med de smukke grafiske illustrationer skabt af Artners og ‘posefortællingerne’. Skærtoft Mølle vil nemlig gerne give kunderne en lille bid viden om kerner og mel.
På hvede, spelt og rugposerne kan man således læse: “Vi maler vores mel på en langsomtgående stenkværn. Ikke fordi vi er specielt romantiske, men fordi vi på den måde bevarer alle de næringsstoffer, som findes i hver eneste kornkerne.”

Illustrationer af: Artners.dk

Tag eventuelt på bagekursus hos Skærtoft Mølle på Als eller til Brød & Madfestival 4.-5. september 2010.
ErhvervsBladet har i øvrigt også skrevet en fin artikel om familievirksomheden.


 

Jeg er vild med fransk bistromad og denne kogebog står højt på min ønskeliste. Den er fyldt med skønne traditionelle franske retter der (næsten alle) er lige til at gå til.
En god kogebog skal være så visuel, at man næsten kan dufte og smage maden. Og det kan man her! Lækre billeder, smukke anretninger, masse af stemningscollager og finurlige skriplerier.

Bogen kan købes hos Boghallen.dk.
Se opskriften på ‘Helt enkel kalvesteg‘ hos Mad & Bolig

 

Jeg synes rigtig godt om fotograf Jennifer Causeys blog. Det er et hyggeligt lille sted, hvor hun deler billeder af sin morgenmad. Billederne er smukt arrangeret og der er masser af inspiration at hente i de forskellige måltider.

Det herlige ved at starte dagen med god tid og sund mad – der er lækkert arrangeret – er, at hele dagen på en måde bare bliver meget bedre.

Foto: Jennifer Causey, Simply Breakfast –  dette måltid er fra 14. januar 2010.

 

En meget kold og mørk tid kan godt nok blive noget nemmere at komme igennem, hvis man blev hjulpet lidt på vej med Mast Brothers Chocolate i det skønne papir.

Spottet via CoolHunting.com

Tagged with: